Muligheder for at søge støtte
- Her kan du læse mere konkret om de typiske muligheder for at søge om støtte til barn eller forældre gennem sagsbehandler i egen hjemkommune.
Børnekliniken kan hjælpe med kontakt til kommunen
Kommunerne har en særlig rådgivningsforpligtelse overfor familier, der har et barn med en konstateret funktionsnedsættelse. Det forudsætter dog, at sagsbehandleren i socialforvaltningen er bekendt med barnets situation. Det er ikke nødvendigvis tilfældet, selvom I i øvrigt har kontakt med fagkonsulenter i Pædagogisk Psykologisk Rådgivning i jeres kommune.
Derfor kontakter Børnekliniken med jeres samtykke den relevante sagsbehandler og sender al relevant materiale til den pågældende med en begrundet ansøgning om støttemuligheder, som vi i fællesskab er blevet enige om vil være relevante.
Det er sagsbehandleren i kommunen - fx. i et handicapteam eller i et børne- og ungeteam - der er den centrale person i forhold til at bevillige forskellige ydelser.
Herefter vurderer sagsbehandleren ansøgningen og træffer en afgørelse i jeres sag. Hver ansøgning skal vurderes konkret og individuelt, da alle børn og familier er forskellige og har forskellige behov. Afgørelsen skal sendes skriftligt til jer som ansøgere.
Her i menuen til højre er de mest almindelige muligheder for støtte meget kort ridset op. Husk at opremsningen ikke er udtømmende, men kun eksempler.